Humleportens Birk er stærkt inspireret af de traditioner Cistercienser munkene tog med fra Centraleurope i 1100 tallet, specielt vedrørende kræsen om ølfremstillingen og brug af urtehaven til skabelse spændende øl. Trappist ordenen opstod i Cistercienser klostret i La Trappe, Frankrig, hvor abbeden i 1664 mente, at Cisterciense munkene var blevet for liberale, hvorfor der blev indført strenge regler om nøjsomhed og klostrene skulle være selvbærende og kun selvbærende. Ironisk nok blev Cistercienserordenen selv grundlagt i 1098 i Cîteaux i det nuværende Frankrig som et opgør mod de andre munkeordener, som Cistercienserne mente levede for magelige og grådige og havde bevæget sig for langt væk fra idealet om et liv i isolation og fattigdom (Munk betyder at leve alene).
I 1789 rullede Den Franske Revolution, og alle klostre i fransktalende lande – herunder Belgien – blev lukket. Munkene blev smidt på porten, og klostrene blev inddraget. Det betød en brat lukning af klosterbrygningen, da det kun var munkene, der besad ekspertisen til at brygge øllen. I 1815, da Napoleon blev besejret ved Waterloo, fik Munkene overraskende nok lov til at flytte tilbage til klostrene, og munkene genoptog deres åndelige såvel som fysiske arbejde med ølproduktion, østeproduktion osv.. I 1815 var der kun et enkelt trappistkloster tilbage, hvor der i dag står over 100 i hele verden – dog kun ca. 10 med kommercielt ølbryggeri (6 i Belgien). Ølproduktionen var på sit højeste i 1850erne, og Trappist klostrene var store og rige. I 1. Verdenskrig blev de fleste Trappist bryggerier ødelagt og plyndret og igen i 2. verdenskrig blev stor set alle Belgiske bryggerier udplyndret - men flere genopstod og selvom flere først genopstod i i 80erne: Stor set alle med fantastiske øl, brygget af munkene og brygget på klostrene!
Humleportens Birg er stærk inspireret af munkenes tradition for det at skabe spændende øl ved at benytte urtehaverne og naturen og kæle om sin øl! Særligt ved Humleportens Birk er brugenaf birkesaft i steder for vand, tappet fra egne birketræer i det tidlige forår, hvilke foruden et fruktose-smag bidrager som smagsforstærker af malten og krydderrierne. Foruden birkesaft og malte er der ved mæsning tilsat stammen fra kvan-planten, hvor kvan-stammen er sød-bitter og derfor det 3. bidrag til sødme i mæsken.
Et andet væsentligt element i Birken er den specielle Trappist gær, der gerne fungerer ved lidt højere temperatur, gerne producerer frugtagtige estere, krydrede phenoler og højere alkohol. Derfor skal gæren også have noget at arbejde med. Vi kalder vores triple for en triple fordi der er tre af det hele: 3 basismalte, 3 special malte, tre ikke-byg malte, 3 sukker-arter i mæskegryden, 3 humler i tre tempi (bitter, aroma og smag) og alle tre dele i kvan-planten. Ligeledes er der 3 gær og gæring i tre trin, sidste med 3 smagsnyuancer. Endelig er der tre krydderrier i fra tre forskellige blomster.
Birken kan på mange måder sammenlignes med de belgiske Trappist øl Triple, der omhandler meget smagsfuld og ikke specielt kraftigt humlede øl.En stærk øl på 9,2% og en farve på 20 EBC, en bitterhed på 35 IBU
Kan med fordel serveres ret koldt fra 8 - 10 grader, og fungere foruden som aperitif også særdeles godt til forretter, fisk, kylling og smørrebrød.Birken er en lys meget maltet øl.
Som bitterhumle benyttes den engelske humle Target. En herlig bitterhumle med super høj Alfa syre, kraftig blomstret aroma med nuancer af søde frugter og citrus giver denne humle en helt speciel aroma profil
Som aroma humle benytter vi den klassiske engelske Fuggle humle. Fuggle humlen er en af de ældste humle i England, gjort populær i 1875 af Richard Fuggle fra Brenchley midt i det store humleområde Kent, hvor Richart i 1861 uforvarende kom til at blande to frøarter og skabte Fuggle humlen, der kom i handlen allerede i 1875. Fuggle har siden været populær, og i efterkrigstiden var 2/3 af den engelske humle Fuggle, men grundet sygdom (Verticillium wilt) er Fuggle ikke så udbredt i Kent og Sussex mere – men er trods sin sårbarhed populær mange andre steder i verdenen – også Humleportens humlehaver, hvor den vokser fortrinligt.
Fuggle har et stort indhold af de æsteriske olie caryophyllen samt fermesen. Fermesen en naturlig insektpellent, der sikre god holdbarhed. Caryophyllen, som jo også kendes fra cannabis og rosmarin, giver er let peber-krydret nærmest træagtig aroma i den færdige bryg, der kan minde om trælagring.
Som smagshumle benyttes Hallertau Mittelfrüh er en af de noble aroma typer, og den eneste af disse noble humler, der stammer fra verdens største humle område i Hallertau, Tyskland. Sorten modner tidligt (deraf navnet), og gror godt i Danmark. Den har en mild krydret smag og aroma, der gør den virkelig lækker hvor humlen ikke og bitterhed ikke er essentiel for smagsoplevelsen. Disse smagsoplevelser forstærkes ved smagsaromaerne af tilsatte kvan blade, der giver en jordagtig karakter som minder om langtidslagring, spansk kørvel, der giver sødme og lidt snert af lakrids samt mælkebøtteblomst, der giver en frisk smag.
Endelig et der ved 3. gæring tilsat tør-krydderi for skabelse af delikat duft, der består af lindetræets blomster, frugterne fra kvan-planterne (3. del af kvan-planten) samt blomsterne fra cekorie, der tilsammen giver en frisk og fyldig sødme duft, der skaber det essentielle ved Tripplen, hvor smagsnuancerne fremhæves i den tætte og fine skum skabt af hvedemalt, umaltet byg og havre.
De to birkearter vortebirk og dunbirk indvandrede til Danmark i slutningen af sidste istid ca. 12.000 år f. Kr. og dominerede landet i de næste årtusinder sammen med ene og senere fyr. Vortebirkens grene hænger nedad, hvor dunbirkens stritter opad, som hos de fleste andre træer vi har i Danmark. Birketræet er stadig meget udbredt i Danmark, og selvom træet primært benyttes til brænde er der et imponerende træ med mange muligheder. Birkebark har været anvendt ved tagdækning i Skandinavien og Rusland; Nordamerikanske arter har af indianerne været anvendt til fremstilling af kanoer, telte og mindre brugsgenstande, og i Himalaya har barken været anvendt som skrive- og indpakningsmateriale. Inden for naturmedicinen er det stort set kun vortebirken, der anvendes såsom barken, rødderne, grenene, bladene og ikke mindst dens saft.
Om foråret stiger saften op i birketræerne med stor kraft. Saften består af vand fra jorden og sukkerstoffer fra birketræet, og specielt træer, der står i solen, giver meget saft. Saften kan tappes i det tidlige forår i maj til slutningen af maj, og laves ved enten at skære enden af en gren, sætte flaske på grenen og derpå vente på at flaske fyldes. Den anden metode er at bore et hul gennem barken, sætte hane eller slange i hullen og her så bare tappe saft af (denne vi primært bruger). Et sund træ kan give 8- 10 liter pr dag, og det påvirker ikke træets evne ti at vokse, men træet skal være sundt (stor krone) og ikke alt for ungt.
Birkesaft i øl giver sødme, giver vitaminer og giver en herlig fyldig smag.
Kvan er den første plante, der blev dyrket som husplante i Danmark, hjemtaget fra Island, Grønland og Nordnorge af vikingerne. Dyrkningen foregik i vikingernes specielle kvangårde, hvor de dyrkede planten, og først meget senere i historien blev disse indhegnede gårde erstattet af kålgårde (grønkål) formodentlig på munkenes initiativ. De kendte ikke kvanen så godt, da det er en typisk nordisk plante selvom det er en fantastisk anvendelig krydderiplante både i køkkenet og til ølbryging.
Kvan (Strand-Kvan) er en toårig 120 – 230 cm høj plante med en kraftig, opret vækst og et kraftigt lodret rodnet, der bærer tykke siderødder. Alle dele af planten dufter krydret og syrligt, Det første år er strand-kvan bare grøn, hvor den det andet år kommer med små grøngule blomster i en kugle rund skærm samlet i en storskærm på størrelse med en stor tennisbold for enden af stænglen, og kan ligne kæmpe-bjørneklø, så pas på!
Faktisk anbefaler Naturstyrelsen, at kæmpe-bjørneklø udryddes og erstattes af vores gamle, nordiske kulturplante Strand-kvan.
Kvanstængerle er store og kraftige, og i gamle dage spiste man srængler som slik a la lakridsrod. Stænglerne er således velegnet til at tilsætte mæskegryden for at give sødme og sukkerstoffer. De grønne blade er tørrede en fantastisk erstatning til peber i husholdning, men bidrager med aromakogning i øl på at give en fylde a la egetræslagring, der går godt sammen med fuggle humlen. Endelig er blomsterne fantastiske at tilsætte ved bagning af brød, men også super gode til skabelse af syrlig duft ved tørhumling. Alle kvanplantens tre dele - stængler, blade og blomster bruges således i triplen.
Lindetræer har været kendt i Danmark i over 7.500 år, og selv om træerne findes forskellige steder i naturen er det i dag mest i parker og alleer, man oplever lindetræerne. Lindetræerne kan blive op til 30 meter høje, og bliver ret gamle – op til 300 år hvilket kun overgås af egetræet. Normalt bestøves de store træer via vinden, men Lindetræet er et af de få store træer, vi har i Danmark, der bestøves via bier. Derfor bruger vi også lindehonning ved karbonering!
Der findes 20 arter af lindetræer, hvoraf de fire vokser i Danmark:
Småbladet Lind – også kaldt Skov-Lind (Tilia cordata), vokser vildt i skovene og var tidligere blandt de almindeligste træer i Danmark - og stadig den mest udbredte af lindetræer. Til modsætning fra Storbladet-Lind er bladstikke og årsskud helt hårløse
Storbladet-Lind (Tilia platyphyllos) findes primært i parker og alleer, og kendes på sine hårede bladstikke og årsskud.
Park-Lind eller Kejser Lind (Tilia x europaea), der er en krydsning mellem Småbladet og Storbladet lind
Sølv-Lind (Tilia tomentosa), hvis blade på undersiden er sølvgrå. De meget kraftigt duftende blade er gullige. Sølv-Lind plantes ofte som en del af bymæssig beplantning
Lindetræer blomster efter løvfald først i juli måned, og blomsterne har en meget karakteristisk og stærk duft. Efter blomstringer danner lindetræet nødder, der er meget karakteristiske nærmest med små vinger og to nødder i hver skal. Blomsterne er hvidgule og sidder i små kvaste på en lang stilk, som vokser ud fra et blad. Meget specielt, og blomsterne er spiselige. Honning baseret på Lindeblomster bliver mild og lys og Lindehonning er højt skattet, og dansk Linde honning er kendt mange steder i verdenen som en dansk specialitet.
Linde træet kaldes også kærlighedens og glædens træ grundet bladenes hjerteformede udseende, ligesom hele trækronen ofte ligner et stort hjerte.
Lindetræet blev tidligere brugt til at lave sørøvernes træben med, da det er stabilt overfor fugt. Men ellers er træet svært at sælge, da det ikke er særlig stærkt og ikke særligt holdbart. Tidligere blev det dog brugt meget af billedskærer, legetøjsproducenter og modelmagere, da det er let at bearbejde. Under barken på Lind findes der et lag bast af lange fibre, der også tidligere blev brugt til at lave snore, tovværk og fiskenet af, da disse fibre faktisk både er bløde og stærke – også heraf træet har sit navn.
Lindetræet tåler både sol og skygge samt kraftig beskæring, hvorfor det ofte bruges at plante som hæk, i alleer og stier. Samtidig tåler lindetræet også lidt salt. Skud og grene bruges til vinterføde for hjortevildt, og tidligere blev bladene brugt til kreaturer. Blomsterne er spiselige og smagsfulde.
Almindelig Cikorie (Cichorium intybus) - eller Julesalat somplanten kendes bedst under, er en gammel salatplante, hvis stamform vokser vildt i Sydeuropa specielt i Middelhavsområdet. Cikorie er indført til Danmark, men så mange år siden at den nu vokser vildt og ses mange steder i naturen og langs vejkanter, dog kun almindelig cikorie, der er en flerårig urt. De meget smukke blå blomster sidder i klumper på 1 - 4 per stilk. Blomsterne kan ligne blå mælkebøtter, hvor cikorie også omtales ”blå mælkebøtte”. Rødderne for cikorie er som for mælkebøtter dybe, kraftige pælerødder, der indeholder en bitter mælkesaft, og cikorie er særlig kendt for sine rødder, der efter tørring og ristning blev brugt til kaffeerstatning – faktisk på samme måde som mælkebøtterødder. For 100 år siden havde Danmark fem cikorie fabrikker, hvoraf de mest kendte varemærker nok er Richs og Danmarks, men i dag har cikorie fået en ny æra specielt i forbindelse med økologiske varer.
Cikories grønne blade blev tidligere brugt til julesalat på samme måde som mælkebøtter, og for at mildne den bitre smag i planterne blev de tildækket med rør, således de ikke kunne få ret meget sol og lys. På den måde udvikler bladene mindre klorofyl ligesom de vokser hurtigere for at komme op i lyset, begge dele giver en mildere smag
I øl er der en interesse i at tilføre bitterstof for ikke at få alt for sød en drik, og Cikories flotte og meget duftende blå blomster bidrager Triple øllen med en frisk og herlig aroma, der markes selv efter øllen er drukket.
Spansk kørvel (Myrrhis odorata) kaldes også Anis-kål og Sødskærm. Den flerårige plante blev bragt til Danmark fra Sydeuropa af munkene, der vidst at den smukke 50-120 høje plante vær velegnet som krydderurt. Spansk kørvel vokser vildt alle steder f.eks i grøftekant, i skov og i enge, hvor de karakteristiske hvide blomstertoppe kan ses fra lang afstand.
Spansk kørvel blomster i maj-juni, men blomsterne er ikke specielt velegnede til krydderi! Der er specielt bladene – men også frøene, der anvendes som krydderi, og smagen kan minde om lakrids eller anis, og spiser man bladene frisk kan man tydeligt smage den karakteristiske søde lakrids/anis smag lidt som kendt fra bolsjer. Det er også denne smag der fremkommer ved brug af spansk kørvel i øl, hvorfor de skal anvendes med forsigtighed, her sammen med mælkebøtte der skaber fylde i smagen.
